Genforeningssten Foldingbro
Midt i Foldingbro, der er gammel grænseby ved Kongeåen, står byens genforeningsten på en større høj.
Højen er menneskeskabt, idet den daværende ejer af Kongeåkroen, Martin Bendix, i 1936 etablerede et svømmebad i kroens have ned mod Kongeåen og det blev forsynet med vand fra Kongeåen. Jorden fra denne udgravning, blev brugt til højen. Selve stenen blev indviet i pinsen i 1937. Der går trappe op til toppen af højen og stenen. Højen har hængt sammen med kro og forsamlingshus via en allé.
Fra højen er der en mægtig god udsigt over Kongeåen og Kongeå-dalens brede og relativt flade strøg.
Vær opmærksom på, at der også syd for Foldingbro - og dermed også syd for Kongeåen - findes en yderligere genforeningssten. Den står ved parkeringspladsen vest for vejen til Rødding.