Oplevelser om natten

Planetparade

Photo: Colorbox

Skal du se planeter i parade? 

Så skal du ud og kigge på nattehimlen inden februar slutter. I denne periode vil mindst 4 planeter være synlige på himlen. 

Du kan se Mars, Jupiter, Saturn og Venus med det blotte øje og Merkur kommer med i slutningen af februar. Faktisk er også Neptun og Uranus på himlen, men her skal du have fat i et teleskop, hvis du vil se dem. Især omkring den 21. januar vil det være mest tydeligt.

Vi har fundet en række steder i Vejen Kommune, hvor der er en god udsigt til himmelhvælvet uden for meget forstyrrende lys. Steder, hvor du kan have gode muligheder for at se planetparaden. Stederne er offentligt tilgængelige, da man ikke må færdes på privatejede naturarealer efter solnedgang. Du skal nemlig afsted om aftenen efter solnedgang for at se planeterne. Bruger du lommelygte eller mobilens lys til at komme hen til udsigtspunkt, så husk, at der måske allerede er nogen på stedet, som er ved at vænne sig til mørket, så sluk dit lys i god tid. Det tager ca. 15-20 minutter, før vores øjne vænner sig til at se i mørke. 

Du kan skelne planeter fra stjerner på, at planeter er klarere og ikke blinker. Brug evt. en stjernehimmel-app til at lokalisere planeterne. 

Planet udsigtsteder: 

Flaghøj ved Åtte Bjerge – sæt bilen på parkeringspladsen og gå op til søen. Følg trappen op til venstre for sø og madpakkehytte. Der er en del trin, fordi Flaghøj er ca. 112 m høj. Det er nok her, der er den bedste udsigt til himlen fra øst til sydvest uden forstyrrende lys. Find adresse til Flaghøj i Åtte Bjerge her – kig den blå boks under/ved siden af billedet. 

Ved Harreby lidt vest for Rødding er det er udsigtssted på offentlig vej eller fra parkeringspladsen til Harreby gravpladsen. Der er ikke voldsomt meget trafik på Årupvej, men der er vidvinklet udsigt mod øst, syd og sydvest i bælgravende mørke – for du kigger ud over Fladsådalen med Årup Hede og Stensbæk Plantage. Find adresse her til udsigtpunkt ved Harreby her – kig den blå boks under/ved siden af billedet

Ved Brøstrup Høje lidt uden for Rødding mod Sønder Hygum er der en lille parkeringsplads. Her er du også langt fra gadelys og med udsigt mod syd. Find adresse på Brørstrup Høje her – kig den blå boks under/ved siden af billedet. 

Ved Folding Kirke lidt nord for Foldingbro vil du fra parkeringspladsen kunne se ud over Kongeådalen og dermed også mod syd. Der vil være lidt lys fra Foldingbro. Find adressen på Folding Kirke her – kig den blå boks under/ved siden af billedet. 

Der er sikkert flere steder. Har vi overset nogen, så giv os gerne et praj på post@visitvejen.dk. 

Læs mere om planetparaden på DR.dk.