©  Photo:

Ivar Hansen, Mindesten Hovborg Kros have

Mindesten for Ivar Hansen i haven til Hovborg Kro. 

Under et af Hovborg Kros store bøgetræer i haven står mindestenen for Ivar Hansen. Stenen er et mindesmærke for områdets folketingsmand Ivar Hansen, der i en periode også var formand for Folketinget. Ivar Hansen var valgt i Grindsted-kredsen for partiet Venstre, som brugte Hovborg Kro som mødested. Og derfor er stenen placeret her. 

Stenen står på offentligt tilgængeligt område og blev afsløret grundlovsdag 2004 af Anders Fogh Rasmussen. Selve granitstenen kommer oprindeligt fra Skåne. Det er en Halmstadsgranit med mørke og røde striber. Stenen er tilvirket af Jørgen Lisborg, Grindsted. Symbolet på stenen er fra et våbenskjold fra en storkorsridder. Dirigentklokken omgives af lyngblomster. Stenen blev rejst af Venstre i Grindsted d. 5 juni 2004.