©  Photo:

Postgården Boutique Hotel - Tinghuset, ferielejlighed i Holsted

Tinghuset i Holsted er byens arkitektonisk flotteste bygning, og er i dag indrettet som særdeles spændende og hyggelig ferielejlighed. 

Det smukke gamle Tinghus og arrest i Holsted er fra 1846, og danner i dag rammen om en unik overnatningsmulighed i historiske rammer. Huset er smukt renoveret med 6 soveværelser med himmelsenge, 3 badeværelser med badekar, køkken og stor spise- og opholdsstue i den gamle retssal. Værelserne er fordelt i stueetagen og første sal og er forbundet af en herskabelig dobbeltsidet trappe. På bagsiden af huset findes gårdhave samt parkering. Den store have er perfekt til familieaktiviteter.

Med stor respekt for bygningens oprindelige brug har værtsparret Bjarne og Suzette sat deres helt personlige præg interiør og stemning. Hver enkelt værelse har sin egen særlige indretning og historie. Det kan være over begivenheder eller personer, som har haft betydning for værtsparret eller for lokalområdet.

Der er hver dag dejlig morgenmadsbuffet til 135 kr. pr person. Det foregår i morgenmadsrestauranten til Hotel Postgården ca. 100 m henne ad gaden. 

Afstande og beliggenhed
Tinghuset ligger 25 km syd for Billund og centralt i Sydjylland midt mellem Kolding og Ribe. Der er kort afstand til golfbaner i Holsted, Vejen, Ribe og Jels. 

Muligheder
Holsted ligger centralt i forhold til mange sydjyske oplevelser. Spændende byer og oplevelser venter jer. Tinghuset vil være ideelt til jer, der tager på tur sammen i en større gruppe. Gode værelser og rummelige fælles lokaler. Der er eget køkken i Tinghuset, men I kan også vælge at nyde jeres måltider på Det blå Tog - Postgårdens restaurant. Tager I på fler-generationsferie og har brug for god plads inde som ude, så vil Tinghuset være ideelt. Skal golfvennerne på tur, så vil Tinghuset også byde på gode rammer.

Tinghusets historie
Tinghuset i Holsted var faktisk årsagen til at Holsted i midten af 1800-tallet udviklede sig til en driftig by. Ting- og arresthuset blev bygget i 1846, og senere fulgte en ny kirke, andelsmejer, efterskole og i 1874 en station ca. 3 km syd for Holsted by ved den nye jernbane mellem Lunderskov og Bramming. Og her voksede Holsted Stationsby frem. I dag strækker bebyggelsen sig over ca. 5 km. Med tinghus, rådhus og arresthus havde man samlet den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt i en og samme bygning. Og dette er kommet til udtryk i selve arkitekturen med detaljerig facade og bygningens beliggenhed væk fra gaden. Med tinghuset fulgte også personale og opblomstring af serviceerhverv. En del af husene, der blev bygget i denne periode var bygget af Holden Hansen, som inspirerede til byggestilen Bedre Byggeskik. Tinghuset blev tegnet af arkitekt N.S. Nebelong. Arresten har oprindeligt rummet plads til 12 personer. Fra 2008 til 2023 har Tinghuset fungeret som privat bolig. I 2023 blev Tinghuset købt af Suzette og Bjarne Lastein. Dele af bygningen er fredet. Indenfor kan grundplanen af huset stadig fortælle om fortidens funktion. Fra den store entre går der trappe til retssalen på første sal med hævet plateau og en dør bagved til dommerens exit. Vestgavlens små og højtsiddende vinduer indikerer placering af arrestens celler.